26. september 2024
Budget og takstblad for 2025
Positiv udvikling fortsætter: Varmeprisen falder i 2025
Varmeprisen fortsætter ned. De første faser for omlægningen af varmeproduktionen til vedvarende energi er afsluttet. Foran venter den sidste fase af omlægningen med udnyttelse af overskudsvarme. Herudover fortsætter konverteringen af naturgasområderne og renoveringen af fjernvarmenettet.
Grundlag for varmeprisen
Reglerne for fastsættelse af varmeprisen følger af varmeforsyningsloven. Her pålægges fjernvarmeselskaberne at udarbejde budget for det kommende budgetår ud fra forventningerne til varmesalget samt planlagte driftsopgaver og investeringer. Budgettet skal give et nul-resultat ud fra ”hvile i sig selv”-princippet.
Vi har gennemgået og opdateret budgetforudsætningerne og kan med glæde meddele, at det fortsat går den rigtige vej, og vi derfor kan nedsætte varmeprisen i 2025 med 8,8 % i forhold til 2024.
Stabile energipriser og de nye produktionsanlæg betyder, at vi kan fortsætte udviklingen med lavere varmepriser. De seneste år har budt på store stigninger i både el- og naturgaspriser, der nu ligger stabilt, men fortsat dobbelt så højt som for få år siden.
Med de nye produktionsanlæg, som er mere effektive og med et stort fokus på produktion af varme, når el-priserne er lave, kan vi dog mere end imødegå denne udvikling.
Budgettet for 2025 betyder, at Viborg Varme reducerer varmeprisen med 8,8% for året i forhold til den gennemsnitlige varmepris i 2024.
Hermed falder varmeprisen for det gennemsnitlige parcelhus i Viborg fra kr. 17.739 til kr. 16.170,00. Det er fortsat en forholdsvis høj varmepris, men udviklingen er positiv og i tråd med forventningerne til den nye varmeproduktion.
Overskudsvarmen skal udnyttes
Når vi ser fremad, forventer vi, at priserne fortsat vil udvikle sig fornuftigt de kommende år med både lavere og mere robuste priser til følge. En vigtig forudsætning for et yderligere fald i varmeprisen er, at vi kommer i gang med at udnytte overskudsvarmen fra Apple og Energinet.
Her står prisloftet på overskudsvarme i vejen og er den eneste hindring for at gennemføre projektet. Viborg Varme arbejder ihærdigt med at påvirke det politiske system på Christiansborg til at fjerne prisloftet hurtigst muligt. Formand Kristian Brøns Nielsen udtaler:
– Vi er glade for nu at kunne sætte varmeprisen ned. I bestyrelsen kæmper vi for, at de sidste projekter til gavn for forbrugerne kan igangsættes. Prisloftet på overskudsvarme, der er skruet helt forkert sammen, er den største forhindring for, at vi kan foretage de nødvendige investeringer. Vi forventer en snarlig afklaring, så vi kan komme i gang med Energi-hub projektet, som generalforsamlingen godkendte tilbage i april.
Viborg Varmes grønne omstillingsplaner
Viborg Varme er langt med planerne for den grønne omstilling.
Med fire varmepumpeanlæg og en stor el-kedel i drift i 2024 med en samlet varmeproduktionskapacitet på lidt over 70 megawatt, kan varmeproduktionen langt størstedelen af året allerede nu produceres på vedvarende energi.
Viborg Varme bevarer den nuværende spids- og reservelast i form af gaskedler placeret på Industrivej, Farvervej, Gyldenrisvej og Hamlen. Dette sker for at sikre forsyningen i både kolde perioder, og hvor de el-baserede produktionsanlæg måtte være ud af drift. Samtidig udgør gas-kedlerne et alternativ, såfremt el-priserne stiger voldsomt og naturgasprisen viser sig mere attraktiv.
Viborg Varme har en ambition om at blive helt uafhængig af naturgas. Det vil kræve, at der tilføres endnu mere vedvarende energi. Med Energi-hubbet i Tjele, der skal udnytte overskudsvarmen fra Apple og Energinet, vil planerne føres samlet ud i livet inden 2030.
På Viborg Varmes hjemmeside kan man læse mere om den samlede varmeproduktion, status på projekterne og reduktionen i CO2 udledningen.
Mandag den 23. september 2024