13. marts 2026
Drone i luften over Viborg skal finde utætheder
Fjernvarmenettet bliver i perioden fra 15. marts til 30. april 2026 termograferet fra luften af en drone for at identificere eventuelle utætheder.
En drone flyver over Viborg Varmes fjernvarmenet for at lede efter utætheder. Droneflyvningen sker som led i drift og vedligeholdelse af fjernvarmenettet.
I perioden fra 15. marts og frem til 30. april kan borgere i Viborg opleve en drone i luften over Viborg i nattetimerne. I perioden vil der derfor kunne opleves en svag brummen fra dronen, når den passerer forbi.
Det sker som led i proaktivt at konstatere brud på fjernvarmenettet, så reparationer kan ske planlagt. Hvis der opstår en utæthed i et rør, kan det være svært at lokalisere præcis, hvor problemet er uden termografering. Samtidig kan brud i nogle tilfælde medføre, at det er nødvendigt at lukke et større område for at gennemføre reparationen. Det vil Viborg Varme have sker planlagt og så forbrugerne kan orienteres forinden, hvorfor det er vigtigt at være på forkant.
Med termografering fra luften kan dronen måle varmeudstrålingen fra jorden og skabe et temperaturbillede af området. På den måde kan man identificere steder, hvor temperaturen afviger fra det normale, og hvor der derfor kan være et varme- eller vandtab fra fjernvarmenettet.
Dronen tager ikke billeder på klassisk vis – men flyver med et termografisk kamera, der kan registrere brud på fjernvarmenettet.
Ved at bruge droner til at undersøge fjernvarmenettet kan Viborg Varme hurtigere finde frem til eventuelle utætheder og udbedre dem – til gavn for både miljøet og varmeforbrugernes regning.
Droneflyvningerne gennemføres, når vejret tillader det. For at få de mest præcise målinger skal det blandt andet være tørt, og der må ikke være for meget vind. For at få de bedste resultater og de rigtige temperaturer sender vi dronerne i luften, når det er koldt og derved få den største forskel mellem jorden og det varme vand.
Viborg Varme informerer om droneflyvningerne for at undgå unødig bekymring blandt borgerne. Samtidig har Trafikstyrelsen indskærpet, at der skal informeres bredt, når der gennemføres denne type droneflyvninger over byområder.
Fakta om dronen
Dronen flyver i cirka 120 meters højde og er udstyret med navigationslys, så den kan ses på afstand.
Dronen tager ikke almindelige billeder. Den måler i stedet infrarød stråling i bølgelængderne 7,5–14 μm med en termisk sensor. Intensiteten omregnes til temperaturer, som vises i farver og danner de såkaldte termografibilleder.
Billederne tages lodret ned mod jorden, og sensoren måler overfladetemperaturer. Den kan ikke se gennem vinduer, stående vand eller reflekterende overflader som blankt metal.