31. oktober 2022
Faldende naturgaspriser
Naturgaspriserne har været kraftigt faldende henover oktober. Viborg Varme følger udviklingen tæt og forventer at kunne nedsætte fjernvarmetaksterne pr. 1. januar 2023, så de allerede varslede takststigninger bliver markant lavere end forventet.
Grundlag for varmeprisen
Reglerne for fastsættelse af varmeprisen følger af varmeforsyningsloven. Her pålægges fjernvarmeselskaberne at udarbejde budget for det kommende budgetår ud fra forventningerne til varmesalget samt planlagte driftsopgaver og investeringer. Budgettet skal give et nul-resultat ud fra ”hvile i sig selv”-princippet.
Herudover baseres budgettet på markedspriser, som udtrykker, hvordan energipriserne forventes at udvikle sig. Historisk har energipriserne ligget på et forholdsvist stabilt niveau.
Med krigen i Ukraine og de deraf skabte ubalancer på energimarkedet i Europa, oplever vi voldsomme udsving i energipriserne på både dags- og ugebasis, og dermed også i prognoserne for priserne i 2023.
Europa har oplevet et varmt efterår frem til nu. Samtidig er gaslagrene i de fleste vesteuropæiske lande blevet fyldt. Når dette kombineres med, at der løbende indskibes en betydelig mængde LNG-gas til Europa, så falder naturgaspriserne markant, hvilket er det vi oplever lige nu.
Varmeprisen for 2023
I varslingen af budget og takstblad for 2023 for blot én måned siden, gjorde Viborg Varme tydeligt opmærksom på, at budgettet var yderst usikkert grundet udsvingene. Den forudsigelse er heldigvis blevet bekræftet og denne gang til gunst for forbrugerne, idet naturgaspriserne er faldet markant. Hvorvidt de lavere priser fortsætter ind i 2023 er fortsat uvist, men alene de nuværende prisfald reducerer det forventede underskud i 2022 markant.
Som beregningerne ser ud lige nu, kan Viborg Varme reducere varmeprisen med ca. 38 % i forhold til de allerede varslede varmepriser, så det gennemsnitlige parcelhus i Viborg falder fra de varslede kr. 34.090,00 til kr. 21.183,75. Det er fortsat en meget høj varmepris, men trods alt markant lavere end varslet og faktisk kr. 2.210,25 billigere end 2022. Varmeprisen kommer samtidigt så langt ned, at Viborg ikke længere er omfattet af Regeringens vinterhjælpspakke, hvor igennem forbrugerne kan optage restancelån for en del af varmeregningen i 2023.
Om verden udvikler sig, som prognoserne lige nu tilsiger, er yderst usikkert. Det betyder, at Viborg Varme kan komme i den situation, at vi er nødt til at sætte priserne op igen i løbet af 2023.
Man kan så spørge, hvorfor vi ikke afventer situationen yderligere.
Formand Kristian Brøns Nielsen udtaler: ”Vi ser tiden an de kommende uger med henblik på at få bekræftet, at prisniveauet fortsætter på et lavere niveau. Herved kan bestyrelsen på et opdateret grundlag træffe beslutning om nedsættelse af taksterne med virkning per 1. januar. I modsætning til når taksterne skal sættes op, kan takstnedsættelser til gunst for forbrugerne nemlig ske med øjeblikkeligt varsel. Der er således god tid efter det kommende bestyrelsesmøde den 24. november til at indrette opkrævningen i januar til det nye takstgrundlag”.
Grundlæggende ønsker Viborg Varme ikke at opkræve og ligge inde med forbrugernes penge udover hvad der er nødvendigt for at drive fjernvarmeforsyningen effektivt og omkostningsneutralt.
Forbrugerne kan forvente en ny orientering ved udgangen af november.