18. marts 2022
Drone termograferer Viborgs fjernvarmenet
Fjernvarmenettet øst for søerne bliver i perioden fra 18.-31. marts termograferet fra luften af en drone for at identificere eventuelle utætheder.
Viborg Varme har mange kilometer fjernvarmerør at holde øje med.
Derfor sætter vi de kommende uger en drone med termisk sensor i luften for at måle varmeudstrålingen og skabe et billede af fjernvarmenettet fra luften. Vi starter med området øst for søerne i perioden fra den 18.-31. marts 2022.
Det er ikke almindelige billeder, dronen tager, men derimod en grafisk mosaik, som giver os mulighed for at identificere unormalt høje temperaturer. Derved kan vi vurdere sandsynligheden for et varme- og vandtab i fjernvarmenettet. Helt konkret betyder det, at vi hurtigt kan opgrave og reparere eventuelt utætte rør – til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningerne.
I forbindelse med droneflyvningen kan du måske opleve en svag brummen.
Vi oplyser løbende om flyvninger
Der er en række forhold, der skal være i orden for, at det overhovedet er muligt at termografere med droner.
For at få de bedste resultater og de rigtige temperaturer sender vi dronerne i luften, når det er koldt. Der må heller ikke være regn eller våd asfalt, for så kan dronen ikke måle de rette temperaturer. Der må også kun være middelvind under 8 meter i sekundet, ellers flyver dronen ikke stabilt.
Det kan derfor være svært at fortælle på forhånd, hvornår vi flyver, men vi vil løbende oplyse om planlagte og gennemførte flyvninger på vores hjemmeside.
Billeder venligst udlånt af Drone Systems.
Fakta om dronen
Dronen flyver i 80-120 meters højde, og man vil muligvis kunne høre en svag brummen fra den.
Dronen tager ikke almindelige billeder. Den måler kun elektromagnetiske stråling i bølgelængderne 7,5 – 14 µm med en termisk sensor. Intensiteten omregnes til en faktisk temperatur. Temperaturen tildeles en farve, og deraf opstår termografibillederne.
Termograferingen udføres af Drone Systems for Viborg Varme. Der skal to personer til at styre dem og udføre termograferingen.