14. juni 2024
Viborg Varme udvider med digital energirådgiver
Viborg Varme forbedrer energirådgivningen med henblik på at hjælpe forbrugerne til at spare på varmeregningen og samtidig understøtte et mere omkostningseffektivt fjernvarmesystem.
Viborg Varme skriver løbende ud til de 300 forbrugere med den dårligste afkøling. Her skabes fokus på gennemgang og optimering af husstandens varmesystem med henblik at sikre en bedre afkøling.
Processen har indtil nu været manuel.
Vi ved, at flere kunne gøre mere ud fra devisen ”mange bække små…”.
Derfor lancerer vi nu en digital og automatiseret version af vores energirådgivning med henblik på at nå mange flere.
Vi begynder at gå live i uge 24 med udsendelse af testbreve. Systemet vil blive kørt ind, så vi er helt på plads, inden fyringssæsonen begynder til efteråret.
Kommunikationen vil ske digitalt eller ved fysisk brev. Vi glæder os over, at mange forbrugere har oplyst deres e-mailadresse. Ligesom flere og flere tilmelder sig modtagelse af information over e-boks på app’en ”E-forsyning”. Det betyder, at kommunikationen kan ske så smidigt og hurtigt som muligt.
Systemet fungerer ved, at vi overvåger afkølingen hos den enkelte forbruger gennem de målerdata, som vi løbende indhenter. Såfremt vi konstaterer en ringere afkøling end forventet, vil vi udsende et automatiseret brev med gode råd til at forbedre afkølingen.
Vi samarbejder med Kamstrup, som vil indsamle erfaringer løbende og optimere, så forbrugerne kan få en bedre og bedre rådgivning over tid. Kamstrup har samme koncept i drift hos andre fjernvarmeselskaber, hvilket muliggør en bredere og bedre rådgivning gennem en systematisk opfølgning og på baggrund af en landsdækkende erfaringsindsamling.
Vi håber på, at den nye service vil blive taget godt imod.
Du kan tilmelde dig den digitale energirådgivning via E-forsyning her.